Bliv indtaster

Projekt
Sønderjyske Arkivalier
Arkivskaber Landsarkivet for Sønderjylland Forskelligt
Arkivserie Mindeblade for faldne
Indhold M -
(Alle billeder i serien):
Korrekturlæst
Den faldne
Efternavn Kunne ikke udfyldes
Fornavn(e) Kunne ikke udfyldes
Fødselsdato (dd-mm-åååå) Kunne ikke udfyldes
Fødested Kunne ikke udfyldes
De andre oplysninger fra mindebladets forside
Levnedsskildring
Levnedsskildring Jens Hansen Madsen blev født d. 13 Nov. 1883 i Kommerlev ved Bredebro som Søn af Gaardejer Carl Madsen, der ligesom  hans Moder Meta, født Hansen, stammede fra Vinum ved Døstrup. Hans Fader havde nogle Aar før overtaget den lille Landejendom ved Chausséen mellem Bredebro og Løgumkloster, som han snart udvidede betydeligt. Knap 4 Aar gammel mistede Jens sin Moder. Hun var en datter af Gaard- og Teglværksejer Jens Feddersen Hansen i Vinum, som Jens blev opkaldt efter og som han kom til at ligne meget af Ydre, men endnu mere af Væsen. Thi helt fra Barndommen af havde han en udpræget Karakter, et sjældent ensartet Væsen. For Forfatteren af denne lille Levnedsskildring, der gik til Skole med ham i Bredebro og som Fætter hyppigt kom i hans Hjem, især i Barndomstiden, staar det, som om Jens, naar man senere - undertiden med mange Aars Mellemrum - mødtes igen, altid uforandret var den samme. Hvad der mest Karateriserede ham var et trods et vist humoristisk Lune dog i Grundtrækkene alvorligt og eftertænksomt Væsen, et støt og ligevægtigt Sind. Og frem for alt var han et godhjertet Menneske. Denne sjælden smukke Blanding af Kraft, Bestemthed og Godhjertethed i hans Karakter var det, som han syntes at have arvet efter den ovennævnte Morfader, som var en af Egnens mest kendte og ansete Mænd. Thi Jens var, som man kunde høre Folk sige, der ogsaa havde kendt denne, "sin Bedstefader op ad Dage". Naar hans Karakter udviklede sig saa heldigt, saa skyldes det sikkert ogsaa det gode og hyggelige Hjem han opvoksede i, idet Faderens anden Hustru snart blev som en virkelig Moder for ham og hans Søskende. Den Udlængsel, den Trang til at komme ud i Verden, der plejer at gribe de Unge efter Konfirmationsalderen, laa ikke særligt i Jens´ Natur, dertil følte han sig alt for stærk og dybt knyttet til sit Hjem og sin Hjemstavn. For sin Uddannelses Skyld tog han dog 2 Gange Plads hos Landmænd i Omegnen - først i S. Vollum, senere i S. Sejerslev. Han havde da allerede opholdt sig en Vinter paa Dalbyneder Højskole, som ligger lidt Nord for Randers (1901/02). Her blev hans Interesse særlig vakt for Gymnastiksagen. Tidt ivrede han imod den Opfattelse, som han mødte undertiden, at for Landmænd, som havde stadigt legemligt Arbejde i det Fri, var Gymnastik overflødig. "Nej", sagde han, "netop vi Landmænd har Gymnastikken behov for ikke at blive stive og krogede før Tiden". Da der senere byggedes et Forsamlingshus i Brede, blev det ogsaa ham, som fik regelmæssige Gymnastikøvelser i Gang, af hvilke han i en Aarrække havde Ledelsen. I Forsommeren 1914 var han blandt de nordslesvigske Gymnastikere, som paa Grund af tysk Protest blev hindrede i at deltage i Gymnastikopvisningen paa "Baltiske Utställningen" i Malmø, men saa blev indbudte til den i Nærheden beliggende "Hvilan Højskole". - Hans Hovedinteresse gjaldt dog Gaarden derhjemme derhjemme, som han utrætteligt arbejdede paa at forbedre og at forsyne med tidssvarende Maskiner, Redskaber og Indretninger. I Aaret 1914 havde han faat en ny stor Lade bygget og indrettet alt paa det bedste, saa at han og hans Fader, som tillidsfuldt lod ham have fri Hænder, havde megen glæde af de foretagne Forandringer. Saa kom Krigen og Døden ! Efter en kort og trist Uddannelsestid i Hagenau i Elsass blev han ligesom hans Broder send til Østfronten hen paa Sommeren 1915 og deltog i flere Fægtninger med Russerne, som stadig trak sig tilbage. Usigelige var de Anstrengelser, Savn og Lidelser han her maatte udstaa, endeløse Marcher af opblødte, næsten bundløse Veje, Sult, Kulde og saa den uendelige Kamp mod Snavs og Utøj! Saa blev han mavelidende paa Grund af den daarlige og utilstrækkelige Føde og tilsidst fik han en stærk Forkølelse. Han meldte sig da syg, men blev afvist. Dette tog han sig saa nær, at han, skønt det blev stadig værre, ikke kunde overvinde sig til igen at møde hos Lægen. Tilsidst blev hans Tilstand dog saadan, at han maatte føres fra Afdelingen, der laa i en Skyttegrav, til et Forbindingssted. Men da var det for sent. Sidst paa Aaret 1915 modtog hans Familie, som ikke vidste noget om hans Sygdom en Pakke afsendt fra "Hauptverbandplatz" Gross-Eskau i Rusland. Hvem beskriver den Uhygge, som greb Familien, da de aabnede Pakken og fandt en del af deres Søns og Broders velbekendte Ejendele bl.a. Lommeur og Kniv og dertil den korte Meddelelse, at han var død d. 19. Nov. af Lungebetændelse og begravet paa "Waldfriedhof" ved Gr. Eckau. Senere kom saa, som svar paa en Forespørgsel, et Brev fra en Militærlæge, som meddelte, at Jens var død paa Forbindingsstedet kort efter hans Ankomst dertil som Følge af en heftig Lungebetændelse. Han var da allerede i Febervildelse, da han kom dertil, saa han ingen Afskedsord havde kunnet efterlade til sine Nærmeste. Et par Maaneder senere lykkedes det hans Familie at faa hans Lig hjemført. Den 11. Marts 1916 blev han begravet paa Brede Kirkegaard under stor Deltagelse fra hele Egnen. Uddrag af hans sidste Brev til sine Paarørende: 13. Nov. Kære Forældre og Søster! I Aar fejrer jeg min Fødselsdag paa Forpost i en sumpet Skovegn oppe ved Riga, men vi har temmelig gode "Unterstände", Jordhuler, hvor i opholder os, naar vi bliver afløste. I maa tro det kneb med at holde Marchen ud.. Vejene var et Ælte, som man har dem i Kogene hjemme; den første Dag gik vi 43 Km og for det meste maatte vi gaa paa Markerne ved siden af Vejen, da de var umulige at passere. Af og til kom en Grøft vi maatte springe over, mange var ogsaa saa udmattede, at de faldt i Vandet, men jeg havde aldrig troet, at et Menneske kunde holde det ud, vi her maa.. vi har nu faaet "Flensborg Avis", men jeg har ikke læst den endnu.. Sidste Nat laa vi i et Apothek, men det saa forfærdeligt ud. Der laa Flasker, Krukker og Kasser overalt og Vinduerne var ituslaaede.. jeg troer at Beboerne for det meste taler tysk her i Kurland, de lever vistnok under bedre Forhold, i det mindste er de mere oplyste end der, hvor vi før var. Men intet Sted paa Jorden er skøn som du mit Hjem! Kommerlev, d. 17. Februar 1820 Ivard Mikkelsen
Bilag/breve