| Levnedsskildring |
Om vor kære Marius kan vi sige det samme som om hans Broder Hans, at han har været sine Forældre til idel Glæde. Han var den næstyngste i Søskendeflokken, har fra Barn af været den milde, kærlige Dreng, dog med fast karakter og aabent Væsen. Et inderligt Gudsliv levede han fra Barn af, havde det ikke som andre Børn der stundom glemmer det. Efter endt Skoletid blev han ved Landbruget i Hjemmet, drev lidt Husflidssnedkeri, hvortil han havde særlig Snille og Akuratesse.
Da Krigen brød ud kom han til Skodborg i Broderens Plads, som sammen med Husbonden maatte med i Krigen, var siden et Aar hos Husbondens Broder til Marius selv maatte være Soldat, næppe nitten Aar. Fattet og rolig gik han det tunge, selv det afskyede Krigsliv i møde, det var Efteraaret 1915. Vinteren over var han sammen med Broderen Hans i Slesvig, som var ham til stor Hjælp, som siden skrev: "Broder Hans blev mig saa kær i Slesvig, fik ret hans gode Sind og omsorg for mig at see, nej aldrig kan jeg glemme ham, han gjorde Tiden lys og let for mig, altid kunde han hjælpe hvad det saa end var". Efter længere Sygeleje i Foraaret maatte han i Juli 1916, kort efter Broderens Død i Frankrig til Fronten i Rusland. Her var en slem Tid i Førstningen, hen paa Vinteren blev der Ro. Ofte blev han skilt fra gamle Kamerater, men hørte til dem der hurtig vandt sig Venner ved sit venlige Væsen, som en Kamerat skrev efter hans Død flink og fidel var han altid. Og selv skrev han fra Rusland den 30 Nov. 1916. "Altid holde Modet oppe, ikke see for mørk paa Livet, men i fast Tillid see hen til Herren, som dog raader over Krigen, og har sine Hensigter med enhver af os. Det er for at luttre os han sender Trængsler og Savn, at vi maa blive ham meere lig og vendig til den Herlighed han har beredt os. Engang vil vi forstaa at det var af Kærlighed han lagde Byrden paa os. Ung og uden Trosfæller laa han dernede i over et Aar uden rokkes af Kameraters Spot, men modnedes stærkt ved et inderligt Samliv med sin Frelser. Men skrev Julen 1916
[ fortsættes ] |