Bliv indtaster

Arkivsamling
Sønderjyske Arkivalier
Arkivskaber Landsarkivet for Sønderjylland Forskelligt
Arkivserie Mindeblade for faldne
Indhold P -
(Alle billeder i serien):
Korrekturlæst
Den faldne
Efternavn Kunne ikke udfyldes
Fornavn(e) Kunne ikke udfyldes
Fødselsdato (dd-mm-åååå) Kunne ikke udfyldes
Fødested Kunne ikke udfyldes
De andre oplysninger fra mindebladets forside
Levnedsskildring
Levnedsskildring
Niels Prinds er ogsaa en af de mange, som er bleven et Offer for Krigen, om han ikke direkt er falden paa Slagmarken, saa har dog Krigen været Aarsag til hans Død, han vil mindes længe blandt sine Kære og Venner, thi hvor han færdedes, var han afholdt af alle, han forstod altid ved hans frimodige Sind at holde Modet oppe hos andre, i hans Ungdomsdage var han altid med, hvor det gjaldt om at værne vort Modersmaal, og Landbruget har altid været det som optog hans Tanker mest, men hans Virkekreds her paa Jorden blev kun kort, thi efter at vi i 1 1/4 Aar havde været gift, kom Krigen og kaldte ham bort fra Hjemmet, ihvor haardt det var for ham at forlade Hjemmet, rejste han dog bort i det Haab, at Krigen snart vilde faa Ende, han blev i Flensborg indsat i et Sanitæts Comp, og kom ogsaa snart til Frankrig, at han der har gaaet mejet gennem, er der ingen Tvivl om, men trods al Nød og Elendighed laa den Tanke dog altid øverst igennem alle hans Breve, at jeg maatte ikke sørge for ham, thi han havde det godt og skulle nok komme godt hjem igen. Orlov fik han ikke tidt, og det kan vi vel mest takke Myndighederne her hjemme for, thi den første Ansøgning som jeg sendte ind, blev stemplet med, han er en streng Dansker, det kunde han ikke godt glemme, thi han mente, at Nordslesvigerne gjorde deres Pligt ligefuldt som de andre, det vilde derfor have været ham en stor Glæde, hvis han om føje Tid kunde være med til at hejse gamle Danebrog, men den Tid har han ikke skullet opleve, thi efter i fire Aar at være med i Krigen, baade i Øst og Vest, blev han sidste gang han rejste hjem paa Orlov, syg af den spanske Syge, var kun tre Dage hjemme, saa maatte han paa Lasarettet i Toftlund, hvor Sygdommen saa gik over til Lungebetændelse som saa gjorde saa brat en Ende paa hans unge Liv, men en Trøst i den store Savn er da, at Gud lod ham komme hjem, og at jeg fik Lov til at være hos ham i den sidste Stund og høre hans sidste Ord, det var han ogsaa selv glad ved, at han ikke skulle blive derude i fremmed Jord, hans Ønske om at faa mere Orlov blev ham opfyldt, om det ogsaa ikke var ment paa den Maade, saa har han det godt nu.
Han har ogsaa faaet hans Part af at være preusisk Soldat, thi tre Aar har han tjent aktiv, hans Minde vil aldrig glemmes af hans Kære og saa til Slut blot et par Vers, som jeg synes er saa fortrøstningsfulde.

Mange Fremtids Haab og Glæde,
Bæres tidt i holden Grav,
Kristeligt det er at græde,
Naar Gud tager dem, han gav,
Thi det letter Hjertets Ve.
Men som sande Troende,
Bør vi ogsaa holde Maade,
Lade Gud og Jesus raade.

Hvad Gud gør, det er det bedste,
Hvad han gør, er Miskundhed,
Kun paa ham sin Lid at fæste
Det er Fred, ja Salighed,
Som du vil, saa lad Guds Søn,
Ligesaa er Eders Bøn,
Sandt, en Ven du her maa savne,
Men en Engel hist du favne.

Hustru, Fader, Moder kære,
Alle mine Venner smaa,
I for mig ej græde mere,
Men kun ene det attraa,
At I kommer, hvor jeg havner,
Der vi saa hverandre favner
Iblandt de Udvalgtes Flok,
O saa har vi Glæde nok.

Jeg er nu blandt de Udvalgte,
Fri fra Smerte, Synd og Nød,
Største Lykke, Gud mig kaldte,
Tidlig ved en salig Død.
Jeg har vundet Kransen blid,
I har tabt, men for en Tid,
Hvad I tabte, skal I finde,
Og ved Jesum Overvinde.

Marie Prinds f. Petersen
Arnum, d. 1. April 1919
Bilag/breve