Bliv indtaster

Arkivsamling
Sønderjyske Arkivalier
Arkivskaber Landsarkivet for Sønderjylland Forskelligt
Arkivserie Mindeblade for faldne
Indhold P -
(Alle billeder i serien)
Den faldne
Efternavn Petersen
Fornavn(e) Christian
Fødselsdato (dd-mm-åååå) 07-09-1877
Fødested Osbæk
Amt Aabenraa
Sogn Varnæs
By eller kommune Varnæs
De andre oplysninger fra mindebladets forside
Stilling/erhverv før krigen Arbejder
Opholdssted før krigen Varnæs
Levnedsskildring
Levnedsskildring
Min Mand har ingen Historie, thi Han hørte til de Stille, Han hørte ikke til de fremtrædende, Han var ogsaa kun en simpel Arbeidsmand. Men trods det, hørte Han dog til de bedste. Hans hele Interesse var Kjærligheden til sit Hjem og til sin Familie. Og Pligten stod for Ham overalt. Paa Pligtens haarde Bud matte Han ogsaa drage afsted allerede den første Dag der kaltes til Vaaben. Men Han drog bort i Troen og Tilliden til sin Gud og Frelser, i Bevistheden om, at vad der end maatte ramme Ham, saa stod Han under Guds Beskyttelse.
Den første Tid under Krigen blev ikke saa haard for Ham. Han var i Aabenraa til den 27 September. Der gjorde Han, sammen med mange flere Venner fra Varnæs, Kystvagt. Men Savnet af Hjemmet gjorde sig dog gjældende overalt for Ham, omendskjønt Qvatererne Han havde var overmaade gode. Han var først i fire Uger sammen med en Kammerat indqvateret hos Boghandler Glüssing i Ramsherred. Og der blev der dem den beste Pleie tildelt, de opholdt sig i al deres Fritid sammen med Familien. Og ogsaa der var Han afholdt for sin stille Færd og sit glade Sind. Og ogsaa de andre Steder hvor han var, satte de megen Pris paa ham. Det bevieses best derved, at de stadig indtereserede dem for Hans Skæbne. Den 27 September kom de da saa bort fra Aabenraa og til Sleswig, der var de indtil den 3 November. Da kom de derfra og til den russigske Front. Men altid skrev han trøstende Breve hjem, at det gik Ham godt og Haabet om et snarligt Gjensyn var altid fast for Ham. Altid havde Han den Forvisning at Hans Gud og Fader var med Ham, og styrkede Ham i alle Trængsler. Han var med i Manscherislaget? i Januar og først i Februar 1915. Men saa kom de længere Syd? paa, ned i Polen, og Strabadserne kunde Han ikke holde ud. Han havde før Krigen lidt meget af Icsias. Og af Xxlden? og Anstrengelserne blev Hans Been saa slemme igjen, saa han den 15 Februar maatte melde sig syg. Han skrev dengang. Jeg var ellers gjerne bleven ved mine Kamerader og delt Godt og Ondt med dem, men nu kan jeg ikke længere. Og al den Nød og Elendighed Han havde seet i Østpreussen, havde ogsaa taget haardt paa ham. Han skrev mange Gange; hvor er det hjærteskjærende at see de Stakle sidde med deres faa Eiendele, og deres Hjem er gaaet op i Luer. Mest Kvinder og Børn sad der alene medens Mændene døde? ved Fronten. Jeg tænker hver Gang jeg seer saadant paa Eder mine kjære, skrev Han, og takke min himmelske Fader for at I har det godt og i ro. Han kom saa til Qniklenburg i Harzen paa Lazaret. Der fik Han en omhyggelig pleie. Da var Haabet  altid dette for Hans Indre jeg nu komme herfra, men Krigen xxx hanx Ende, men Haabet slog desværre ikke til. Midt i April kom Han tilbage til Slesvig. Der var Han til den 3 Juni, da gik det til Fronten igjen. Men i den Tid var Han nogle Gange paa Orlov. Men altid var Han fortrøstningsfuld, thi Han viste Han kunde stole paa Herrens Hjælp. Den Gang kom Han til Kapaterfronten. Men Han var enda helt syg og svag. Hans Kammarater trøstede mig altid med Han skulde nok snart komme tilbage igjen, thi holde Anstrengelse ud kan Han ikke skrev de. Og dog maatte Han med, men haabet og Tilliden holdt Ham igjen oppe. Altid var det Tonen i Hans Breve, jeg gaar trøstig alt i Møde, thi jeg veed min Frelse er hos mig og hjælpe mig. Og som Han det vel og gjør, er det best. Jeg giver mig hen under hans Villie. Og ogsaa os forstod Han altid at trøste med sin faste Tro. Ogsaa sine gamle Forældre huskede Han trolig i al den Tid. Og skrev Han trøsterig til dem og bad dem holde Modet oppe i Troen paa Guds Naade. Ogsaa sine Søskende skrev Han jævnlig til i hele den Tid, og aldrig klagede Han, Han havde det altid godt, Maa blot mine Kjære derhjemme hav det godt, og høre fra dem, saa har ogsaa jeg det godt skrev Han. Svært var det for Ham der, hver Dag i Krig?, og saa den megen Fremmars var især haart for Hans Been. Men ogsaa deri holdt Troen ham oppe. Den 24 Juli om Morgenen blev Han saaret af en Granat. Især i Hovedet blev Han ramt. Han laa hele Dagen bevistløs hen, til Han om Aftenen blev funden og bragt til et Forbindingssted. Der maatte Han blive i nogle Dage, til de første Stykke af Granaten blev udtagen, da de saa Spænner ham ned, at den mindste Bevægelse vilde være farlig. Derfra sendte han os et Kort, med Bøn om ikke at ængstes, thi med Guds Hjælp skal det nok blive godt. Det ene Øie kan jeg da see med, og Guds Godhed har været stor derfra kom Han til Breslau, hvor Han saa var et halvt Aaar, og maatte opereres mange Gange. Der blev altid ved at gaa Splinter løs af  Xxxpen over Øiet, og Øiet maatte ogsaa tages ud. Men trods lidelse xtj alt var Han tilfreds med Alt. Jeg nede min Gud vorder alt til det Beste baade fir mig og for Eder. Som Hans Villie staar er det beste. Aldrig klagede Han eller skrev om sine Smerter, men altid at Han havde det godt. De ere Alle saa gode ved mig skrev Han altid og saa omhyggelig med ikke at gjøre mig ondt. Lige efter Jul blev der sagt Ham, Han kunde komme paa et andet Lazaret, Han maate selv vælge hvorhen Han vilde. Saa ønskede Han at komme til Sønderbog, da det var nærmest os Alle. Der kom Han den 21 Januar 1916 om Aftenen, der besøgte jeg Ham en af de første Dage. Han var ogsaa meget glad ved at se mig og sine Børn igjen, men var dog saa syg, at vi kunde ikke tale meget med Ham. Men derfor var det alligevel langt for man Tankte, at det var sidste Gang vi talede med Ham. Men vi naaede ikke tiere at  besøge Ham, den 24 Januar om Aftenen Klokken 8 døde Han, Han sov stille hen, saa Sygepasseren mærkede det næppe før Han var død. Optegnelse har Han ikke gjort, dertil var han for kort ved Fronten, og Skrifte har Han ikke efterladt, men mange gode og kjære Minder har vi om Ham.
Skrevet af hans Enke den 17 Marz 1918
Mette Marie Petersen Varnæs.
Bilag/breve